Psykologisk samtale

Der er ikke noget mere frustrerende end at løbe panden mod en mur. Det gør ondt. Pivhamrende ondt. Måske er din tilværelse ligesom muren. Hård og uoverkommelig. Når du står dér og banker panden mod stenene, så er det svært at finde de gode løsninger. Den eneste ide, der dukker op bag din forslåede pande er sandsynligvis at gøre mere af det samme – vel vidende at det ikke løser noget. Eller at give op.

Sådan er der mange, der har det i perioder. For nogen lykkes det, at komme videre selv, men for andre kan den psykologiske samtale være en vej til bedre løsninger. I samtalen træder vi væk fra muren, så du kan få ro i hovedet (og panden) et øjeblik.

Når vi træder væk fra muren, er det nemmere at se, hvilke sten den består af og derfor også nemmere at se, hvordan du bedst kan komme videre.

Nogle af de sten, som tidligere klienter har slået sig på, har været FAMILIERELATIONER, STRESS, ANGST, DEPRESSION, PARFORHOLD, SELVVÆRD, SKILSMISSE, DØDSFALD, DIAGNOSER OG FORÆLDRESKAB.

Den psykologiske samtale kan give dig en bedre forståelse, nye ideer og brugbare strategier til håndteringen af sten i dit liv.